Kilometervis af oplevelser

Nu er der tre uger til at jeg kommer hjem og det er uforståeligt at jeg har været væk fra Danmark i snart et halvt år. Der er sket så meget at det ville fylde adskillige kilometer blog hvis jeg skulle skrive om det det hele, så jeg knytter lige at par ord til nogle af de største oplevelser:

–          Alvin weekend: Alle de danske volontører tog til hovedstaden og besøgte gadepræsten Alvin. Han viste os adskillige projekter, som han har været med til at starte og nu er leder for. Vi besøgte bl.a. et ungdomsfængsel og talte med nogle piger som ikke var ældre end 14-15år. Nogle af dem havde siddet inde siden de var 12. De lignede på ingen måde kriminelle, som de sad og fjollede og lavede jokes med os danskere. Dagen før var vi til frokost med 5 drenge fra fængselet som, for første gang i Honduras historie, havde fået udgangs tilladelse fordi de skulle døbes. Nogle af dem havde begået mord og været leder for store bander, men nu havde de mødt Guds kærlighed i fængselet og ønskede derfor at ændre deres liv. Flere af dem ønskede at tage tilbage og ændre det samfund de kom fra. Vi var også med til at dele mad ud til fattige, misbrugere og prostituerede, besøgte syskoler for kvinder og børnehaver i de fattigste dele af hovedstaden. En virkelig spændende oplevelse, men også hård at se så mange mennesker som har det så svært. Det har dog gjort mig endnu gladere for Renacer, nu jeg har set alternativet til at leve på børnehjem.

–          I biffen: Os tre danske inviterede børnene i biografen og bagefter på restaurant i en weekend for at der skulle ske noget.  De mindste så ”Kong Fu panda 2” og de største så ”Pirates of the Carrabien”, begge film i 3D. For nogle af børnene var det en stor oplevelse at besøge et stort indkøbscenter og prøve rulletrapper, for andre blev det en skræmmende oplevelse at prøve 3D og et par stykker af de mindste begynde at græde. Bagefter blev der spist pizza til det stod ud af begge øre på børnene. De elskede det. Normalt er børnene ikke så gode til at sige tak, men i bussen på vej hjem talte de ned 3-2-1- og råbte ”GRACIAS”.

–          Gæster: Så har vi haft 2 uger hvor Renacer har været fyldt med mennesker. Først en gruppe fra Pennsylvania(USA). De var her i 10 dage, hvor de bl.a. lavede en masse gravearbejde, legede med børnene og tog dem(og os danskere) med en tur i Agua splash(et badeland og efter Honduranske forhold meget flot og stort). En time før at amerikanerne tog af sted ankom 20 danskere fra KRIFA. De lavede også praktisk arbejde og holdt bl.a. fest ved poolen for de ældste børn om aftenen med alt hvad dertil hører: vandkamp, volley, snacks og sodavand. Efter ar begge gruppe rejste var børnene ret triste, de nød at få besøg!

Derudover kører hverdagen på Renacer. Jeg har stadig svømmeundervisning og det går rigtigt godt. Specielt de mindste er virkelig gode. Til at starte med turde de knap nok gå i vandet. Nu plasker de rundt med flydeplader og hopper i fra kanten. Det er så dejligt at opleve deres udvikling, livsglæde og gåpåmod.

På lørdag er der afskeds fest for Karen og Marie. Det bliver en hyggelig dag med pinata, leg og fremvisning af billeder fra det sidste halve år. Så mandag morgen tager Karen og Marie af sted fra Renacer for at rejse lidt i Honduras før de tager hjem. Jeg bliver en uge mere hvorefterjeg bruger 1½uge på at rejse lidt sammen med Jesper(en anden dansk volontør) før jeg rejser hjem den 4. aug. Det er både med vemod og med glæde at jeg snart skal hjem for ja, jeg savner Danmark og jeg kommer også til at savne Renacer og alle børnene.

I biffen her sammen med kenneth

Udenfor biografen i det mest eksklusive indkøbscenter i Tegus

Olman nyder sin pizza

Nicole på pizza hut

Auga splash med amerikanerne

Olman laver sælen

Nogle af de dejlige børn fra skolen

Kunne godt være badeland, men det er 5klasse som posere foran Renacers pool ligefør undervisningen begynder

Det taler vist for sig selv – gang i den…

Lille billedkompot fra Renacer

På vej til en zoologisk have i hovedstaden Tegus. Børnene blev ved med at spøge:” Hvornår skal vi se dyrene?” De kunne bare ikke vente.

På vej til den zoologiske have. Dette er et udsigtspunkt over hovedstaden Tegus. Marie i forggrunden har styr på situationen.

På plads nr to over de mest spændende dyr i zoo’en var slangerne. Der var et lille hus fyldt med glas montre hvori der var slager fra hele Honduras.

På plads nr 1 var aben der var sluppet ud af sit bur og derfor kunne børnene røre ved den og fodre den med burger

I påskeugen havde alle skolebørn fri, så er skulle vi finde på et ugeprogram for børnene. Her er der forskellige konkurrencer og vinderne fik chips.

Efter sækkevæddeløb endte Frederico i en sæk. Han er da en dejlig dreng.

Daybie som går krappegang. Den dreng er noget af det mest charmerende.

Gummistøvlekast. Det kunne børnene ikke finde ud af og de troede vist at det havde slået klik for danskerne, men det var sjovt.

Hver formiddag er børnene på Renacer i skole. Her 2. klasse.

Gustavo posere i skoleuniformen i baggrunden et lettere kaos. Det sket når man arbejder med børn!

Marcos Antonio. Utroligt sjov dreng. Har en meget høj stemme og råber altid med et kæmpe smil “Rasmus” når jeg kommer forbi:)

På besøg i huset, Moses. Her en lokal ret som er lidt kød omkrandset af rå majsdej indpakket i en blad fra en bananpalme.. ikke min favorit..

I huset Moses sad Bessy og skulle pudse alle de andre børns sko fordi hun ikke havde opført sig ordentligt, men hun er da smilende.

Jeg skulle da også sige godnat til børnene her en meget glad Jackie og en ganske utilfreds Pamela.

Når der skal ro på børnene og jeg skal forklare dem noget får jeg dem op på kanten, men selv her kan de have lidt problmer med at koncentere sig. Vandet er da også ret spændende..

En lille svømmeøvelse til Crowl. Et par stykker vil dog hellere svømme rundt selv.

Forestil dig at alle børnene beslutter sig for at plaske rundt og ikke lytter efter.. Den kan være et rent kaos men det er også lidt sjovt bare at opleve dem så glade.

Hverdagen på Renacer

 

Jeg har snart været på Renacer i 2mdr så det er vist på høje tide at jeg fortæller lidt om hvad der sker her og hvad jeg laver..

Vækkeuret ringer. Jeg sætter mig op og skal lige finde modet frem til at gå ud på toilettet for at vinterbade, for ja der er kun iskoldt bjergvand i bruseren. Så forlader jeg gæsteværelset i kontorbygningen(som er der hvor jeg sover) og begiver med ned mod volontørhuset, hvor mine to medvolontører Marie og Karen bor, for at spise morgenmad. For os damskere står den på korn flakes, men for børnene står den på frijoles(bønner), tortillas, queso og måske æg eller stigte bananer – meget traditionelt spise i hele mellemamerika. Så står den i undervisningenstegn.

 

Alle børnene fra Renacer går i skole fra 7-12, så her skal volontører enten undervise på skolen eller hjælpe med praktiske opgaver på Renacer. Jeg har valgt en blanding , ved at jeg om morgenen hjælper Will med at rense poolen og derefter har jeg idrætsundervisning. Det ønskede jeg fordi renacer har en pool og der vil jeg gerne undervise i svømning. Børnene er helt vilde med ideen f-eks. hver gang jeg går ovre på skolens område råber børnene efter mig ”Hvornår har vi svømning igen, Teacher?” selvom de udmærket godt ved det. Det er en udfordring at undervise hvordan man holder gang i 5-30 elever i en pool når jeg ønsker at de både skal lære noget og at der skal være tid til leg? Et par gange har jeg været nødt til at stille mig tilfreds med at børnene har en sjov tid og hygger sig i vandet, når de absolut ikke gider at lytte efter eller gøre hvad der bliver sagt.

 Renacer er opdelt i små huse. I 4 af husene bor der børn og en ansat i hver. Os volontører har fået tildelt et hus hvor vi skal spise med børnene, til frokost og til aftensmad, og hjælpe til med lektielæsningen ud på eftermiddagen. Indtil videre består min hjælp her i at jeg sidder ved siden af to 8årig for at hjælpe dem med at skrive bogstaver i et hæfte og for en 8årig er det bestemt ikke det mest spændende man kan lave så her kan ens tålmodighed godt komme på en prøve. Efter lektielæsning, som kan slutte alt mellem 2-5 ud på eftermiddagen , står den på fri leg. Her har jeg bla. spillet fodbold med de store drenge, skubbet børnene mens de gynger eller besøgt en lidt fjertliggende del af Renacer hvor der er mango træer og børnene kaster sig rundt i træerne som små aber på jagt efter de største mangoer(mangoerne er dog stadig grønne og jeg vil mene at de ikke er klar til at spise, men børnene gnasker dem i sig).

Omkring kl 19.00 er der så aftensmad. Tidspunktet afhænger af hvornår børnene er færdige med at klargøre sine skoleuniformer til dagen efter. En meget normal aftensmad her er varm mælk med stivelse i og 2 store kiks. Herefter skal børnene gøre rent også i seng. Jeg plejer at trække mig tilbage omkring kl 20.00. Så går enten ned i huset hvor de større drenge bor og snakker med dem og spiller kort eller dam (Hver gang gælder det nationens ære og pt. ser det bedst ud for Honduras desværre ) eller jeg går ned i volontørhuset og vender dagen med Karen og Marie.

Tilsidst en stor tak til dem som har støttet mig med penge, forbøn og hyggelige mails eller kommentarer på facebook. Om en uges tid har vi inviteret alle børnene med på en tur til en zoologisk have genne tur er betalt af nogle af de penge som jeg har fået betroet så stor tak! PS der er en masse lækre billeder inde på siden billeder.

4 uger gået og historien om Kristina og isen

Jeg har nu været 4 uger væk fra Danmark og der er sket rigtigt meget. Et kort resume ville lyde noget i retningen: En meget lang flyvetur med middelmådigt tv, tre uger i den utroligt farverige og smukke by Antigua i Guatemala hvor jeg har modtaget intensiv spansk undervisning og weekenderne er gået med forskellige oplevelser. Såsom at bestige Guatemalas højeste vulkan, sejlede på en to km dyb sø omkranset af bjerge og små byer, snakkede med en guide på 9år som viste os et hus for den lokale gud Mashimon og har været med til at slippe skildpadder fri ud i havet. Efter de tre uger gik rejsen videre mod Honduras, hvor jeg nu befinder mig på en børnehjem. Det kan du få en lille smagsprøve af inde på siden “billeder” hvor jeg har lagt et par billeder op fra de sidste par uger. Ydermere kan i læse om et lille danseeventyr vi havde en aften i Guatemala inde på min ven Benjamins blog på sidenhttp://benzepaaudebane.wordpress.com/januar-med-julia/, så ligger der et indlæg midt på siden som hedder “Rasmus Breindahl, knockouter vild med dans..” (Man skal dog ikke tro alt hvad man læser 😉 )

Frikvarter fra spanskundervisningen.. Der bliver tænkt spansk..

Det blev et kort resume fordi jeg har en oplevelse der ramte mig lige i hjertet som jeg gerne vil dele med dig. Det var fredag eftermiddag, solen over Guatemala fik en til af føle sig som en pølse fanget i en Weber grill, og vi skulle afsted på en tur i weekenden. Vores bus var meget forsinker, så vi gjorde, hvad man nu engang kan gøre i Guatemala når man venter. Man køber en is og slår tiden ihjel på det nærmeste fortov. Vi satte os godt tilrette og begynde at nyde vores lille forfriskning. På det modsatte fortov sad en ældre kvinde. Han sad lige i solen med et tørklæde over hovedet og tyggede på et stykke meget tørt brød. Foran hende stod en lille kop til penge. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke, at det var da synd for hende, men hvad hjælper det at hjælpe hende? Det er bestemt ingen langsigtet hjælp der kan være med til at bygge samfundet op og det er heller ikke hjælp til selvhjælp- ville det gøre en forskel?. Min strøm af undskyldninger  blev brudt af en ad de andre volontører: “Tror I ikke, at hun vil have en is?” spørger hun os og før nogen når at svarer er hun på vej over til damen for at høre om hun kan lide is. Kristina, som hun hedder, spørger på gebrokken spansk “Tu le guste helado?” damen nikker og Kristina fortsætter “Frisko y mango”. Kvinder siger “mango” og med det samme går Kristina over i isforretningen, som ligger bag os andre volontører som bare sidder og kigger, at køber en mango is til kvinden. Da kristina giver damen fortrækker det vilblæste og rynkede ansigt sig i et kæmpe smil som havde nu lige vundet lotte. Kristina havde gjort hvad hun kom for og retunerede tilbage til de modsatte fortov. Det Kristina gjorde skete ikke på baggrund af en fornuftsvurdering, men blev gjort med hjertet. Det spanske hun sagde til damen var ikke indholdsmæssigt eller grammatisk korrekt, men damen forstod det fordi Kristina talte det universsale sprog – kærlighed.

Få timer før jeg rejste fra Danmark læste jeg et citat af Mother Theresa som lyder: “Vi kan ikke gøre store ting, kun små ting med stor kærlighed. Det handler ikke om, hvor meget man gør, men hvor meget kærlighed man lægger i det man gør”. Nu, hvor jeg sidder på børnehjemmet Renacer og har en følelse af at jeg ikke kan hjælpe alle de mange børn som har brug for det enten fordi jeg ikke ved hvordan eller fordi jeg mager sproget til at forstå dem, så prøver jeg at holde fast i hvad Kristina og Mother Therese har lærd mig. Det handler ikke om at gøre store ting, men at handle i kærlighed.

 

 

 

 

 

Honduras – her kommer jeg

Den 4. februar rejser jeg til Honduras. Det er så vildt, at jeg ikke rigtigt kan forholde mig til det. Jeg har aldrig været så langt fra Danmark, dansk kultur og diverse sikkerhedsnet som jeg kommer det nu. Der er ca. 11.000 km. i fugleflugt til Honduras – det må siges at være på farten!

Jeg synes, det er svært at skulle efterlade den tryghed jeg har her i form af en kærlig familie og nogle fantastisk dejlige venner. Personer som jeg kan dele stort og småt, sorg og glæder eller film og filosofiske tanker med. Dem og meget mere rejser jeg fra, for et tage til Honduras i et halvt år og arbejde på et børnehjem. Det skræmmer mig, MEN (og det er et kæmpe men) jeg glæder mig til at kunne give honduranerne noget af al den tid, kærlighed og omsorg og de penge videre, jeg har fået i overflod fra Gud og mine medmennesker.

Jeg forventer at få så utroligt meget igen i form af at møde en masse spændende mennesker og få mange oplevelser, som kan lære mig noget om livet, som jeg aldrig nogensinde vil komme til at erfare i Danmark.

Du kan følge mig, mine tanker og oplevelser her på bloggen. Ved at klikke på fanebladene i toppen af siden, kan du også se billeder fra rejsen, læse om børnehjemmet eller se hvordan du kan give et bidrag til mit volontørophold.

Bedste hilsner og på gensyn

– Rasmus 🙂